Kampreferat: Langeskov IF - SUB Ullerslev (Herre serie 4.2)
Efter søndagens 3-2 sejr mod Højby S & G, tog 2. holdet til Langeskov onsdag aften til et spændende lokalopgør.
Kampen skulle spilles på bane 8 i Langeskov, som mest af alt mindede om en sump. Med baneforholdene i orden, var der lagt op til et brag af en kamp. SUB Ullerslev havde igen en masse af klubbens unge U19 spillere på holdkortet.
Langeskov IF lignede et hold, der til dagligt trænede i sumpen, hvor SUB Ullerslev lige skulle finde sig til rette på den våde bane. Det resulterede i en hurtig 3-0 føring efter 15 minutters spil til hjemmeholdet fra Langeskov.
Trods den sløve start, formodede SUB Ullerslev at samle tropperne og overtage det offensive spil resten af 1. halvleg. Med nogle store afbrændere, hvor der virkelig var mulighed for at komme tilbage i kampen, gik holdene til pause uden flere scoringer.
2. halvleg blev fløjtet i gang og vi så et Langeskov med fornyede kræfter, men uden egentlig at blive farlige. Som halvlegen skrider frem løber vi tør for kræfter og med et par skader oveni, var flere spillere på uvante pladser. Langeskov IF overtager herefter kampen og får scoret en del gange. Mathias Spanding havde igennem kampen haft nogle kæmpe chancer, som burde have givet mål, men det skulle først ske midt i 2. Halvleg, hvor han scorer 3 gode mål. Slutresultatet bliver 7-3 til Langeskov IF.
Cheftræner for 2. holdet, Kasper Larsen, har følgende at sige om kampen: "Det var ikke det resultat vi havde håbet på, men jeg synes bestemt ikke at slutresultatet afspejler hvor lige de to hold egentlig spillede. Langeskov har 7 chancer og scorer på alle 7. Vi brændte både friløbere, ramte overliggeren og deres målmand fik sat nogle gode refleksredninger ind. Tusind tak for opbakningen til de tilskuere som kom og kiggede med. Endnu engang tusind tak til vores u19 drenge, som alle leverer en solid indsats og yder en stor indsats for at hjælpe vores 2. hold".
Vi håber I alle er klar igen på søndag, hvor 1. holdet tager imod Aarslev på hjemmebane kl 11:00!